Pressemeddelelse: Klimaaktioner i fire forskellige danske lufthavne for en fremtid uden privatfly 

25. maj 2024, Scientist Rebellion & Extinction Rebellion

Email: media@xrdk.org & srdenmark@proton.me

Scientist Rebellion SoMe: Facebook | Instagram | Twitter |

Extinction Rebellion SoMe: Facebook | Instagram | Twitter |

Pressekontakt:
Extinction Rebellion: Maja Parsberg Madsen, 40 77 99 94
Scientist Rebellion: Laura Horn 51 24 67 81


Over hele verden i mere end 10 lande laver klimaaktivister blokader og andre kreative aktioner omkring lufthavne for et forbud mod privatfly.

I Danmark har forskere og aktivister fra Scientist Rebellion og Extinction Rebellion i dag udført aktioner i hhv. Kastrup, Billund, Sønderborg og Midtjyllands Lufthavn - heriblandt vejblokader og kreative happenings.

Dagens aktioner er en del af den internationale Make Then Pay kampagne, som sætter fokus på de ultrariges overforbrug og klimaødelæggelser. Mens de fattigste 50 % af verdens befolkning kun er ansvarlig for 7 % af de sidste 20 års CO2-udredning, har den rigeste 1 % udledt dobbelt så meget.

En væsentlig del af de rigeste 1 %’s udledninger skyldes flyrejser i privatfly, som udleder op til 14 gange mere CO2 per passager end kommercielle flyvninger. En 4 timers tur i privatfly udleder lige så meget CO2, som den gennemsnitlige europæer samlet set udleder på et helt år.

Der er brug for et opgør mod den rigeste procents vulgære overforbrug, som har konsekvenser for hele kloden, og de kan ikke blot gemme sig i sine privatfly, da modstanden er alle steder.

Et lovforslag om at beskatte private jetfly er for nylig blevet afvist i Folketinget. På trods af regeringens retorik om at gøre den grønne omstilling mere lige, ønsker de ikke at indføre et beskedent tiltag, der kunne reducere antallet af flyvninger med privatfly.

Kastrup Lufthavn er den lufthavn med næstflest privatflyvninger i Danmark, lige efter Roskilde Lufthavn. Begge er ejet af Københavns Lufthavne A/S, og de to lufthavne var sidste år værter for over 2.800 private jetflyvninger. Der er også andre lufthavne i Danmark med privatfly, som Sønderborg og Billund.

Danfoss Group hævder at de gerne vil sætte bæredygtighed i centrum af deres forretning. Alligevel bruger de, i samarbejde med Air Alsie i Sønderborg, flittigt privatfly. Derudover har Danfoss investeret massiv i Sønderborg Lufthavn, der skal udvides og ombygges for 212 million kroner.

Billund huser privatfly fra Kirkbi, Legos holdingsselskab, og Blackbird Air, der ejes af Heartland, Anders Holch Povlsens investeringsselskab. Blackbirds C02-udledninger er steget 143% mellem 2019 og 2023 til 13.289 tons i 2023.

“Vi befinder os i en klimakrise, og private jetfly er en luksus, som vi ikke har råd til. Mens Danmark brander sig selv som et grønt foregangsland, er antallet af private jetfly firedoblet mellem 2020 og 2022 og for en måned siden blev luftfartsselskaber på indenrigsruter momsfritaget” udtaler Laura Horn fra Scientist Rebellion, og fortsætter: “Dette sker mens andre lande beskatter flytransport hårdere og lande som Italien, Spanien og Holland går et skridt længere ved målrettet at beskatte og forbyde privatfly”.

“Vi står i et eskalerende klimakollaps, hvor de mennesker som har bidraget mindst bliver ramt hårdest” udtaler Maja Parsberg Madsen fra Extinction Rebellion. “Der er allerede enorm ulighed i, hvem der udleder mest CO2, og på trods af alle de ekstreme vejrrekorder i 2023, fortsætter den danske regering med at imødekomme disse ultraforurenere.”

Der udført aktioner mod brugen af privatfly i Danmark regelmæssigt siden sommeren 2023, og vi har absolut ingen intentioner om at stoppe kampen.

/Pressemeddelelse slut/

Om Scientist Rebellion

Scientist Rebellion er en klimaaktivistgruppe bestående af forskere med flere end 1000 medlemmer fra 32 lande. I Danmark kommer er de fra 6 forskellige universiteter. Personerne i Scientist Rebellion har et anker i videnskaben enten som studerende eller professorer eller noget dér imellem, og repræsenterer en bred vifte af videnskabelige baggrunde. Scientist Rebellion bruger kreative metoder og ikke-voldelig civil ulydighed. Scientist Rebellions rekruttering, træning og undervisning støttes af The Climate Emergency Fund. Mere info kan findes her: https://scientistrebellion.org

Om Extinction Rebellion

Extinction Rebellion (“Oprør mod udryddelse”) er en international, ikke-partpolitisk folkebevægelse, der bruger fredelig civil ulydighed for at presse magthavere til at handle retfærdigt på klima- og biodiversitetskrisen. Exctinction Rebellion er en mangfoldig gruppe af almindelige, venlige mennesker i alle aldre, der er dybt bekymrede for fremtiden. I Danmark er det en social bevægelse med lokalgrupper over hele landet, og globalt set eksisterer der flere hundrede lokalgrupper i mere end 60 lande. Mere info kan findes her: www.xrdk.org